MINERALER OG SPORSTOFFER

Bor (B): Bor tjener til en forbedret antistofproduktion og er er med til at udvikle og vedligeholde knoglerne. Umådeholden indtagelse kan forårsage opkastning, diarré, hoved- og mavesmerter, muskelsitren og krampe.

Calcium (Ca): Calcium er blandt andet nødvendigt for dannelsen af knogler og tænder. Det er vigtigt for nerve- og muskelfunktioner, for bestemte stofskiftereaktioner samt for blodets evne til at størkne.

Calciummangel kan  ytre sig ved smertefulde muskelkramper, overfølsomhed, nedbrydning af knoglevævet (osteoporose), eller kroniske forandringer i hud, hår, negle og tænder.

For stor indtagelse af kalcium optræder sjældent. Men det kan evt. give sløvhed, forstoppelse, for lavt blodtryk og psykiske problemer. Mælkeprodukter har et højt indhold af calcium (f.eks. skummetmælk: 123 mg/100 g, parmesanost: 1290 mg/100 g), krabber (100 mg/100 g) og grønkål (212 mg/100 g).

Krom (Cr): Krom har gennem sin virkning på insulin væsentlig indflydelse på kroppens sukker- og kulhydratstofskifte. Det stabiliserer blodsukkerbalancen og sørger for at kroppen får optimal forsyning af aminosyrer og har kontrollerende indflydelse på appetitten.

Krommangel kan medføre forhøjet kolesterol i blodet og medføre åreforkalkning  samt vækstforstyrrelser.

Overforsyning af krom viser sig almindeligvis som allergiske hudreaktioner og en tendens til eksem og bylder.

Særlig rig på krom er forskellige hollandske ostetyper), kød (f.eks. oksekød 14 µg/100 g), fuldkornsprodukter, kartofler (33 µg/100 g) ,nødder (f.eks. hasselnødder 14 µg/100 g), og blomsterhonning (29 µg/100 g).

Kobolt (Co): Kobolt er en central byggesten for vitamin B₁₂ og deltager som sådan i dannelsen af de røde blodlegemer. Desuden er det et livsvigtigt sporelement for bestemte enzymreaktioner ved proteinopbygning.

Mangel på kobolt kan resultere i vitamin B₁₂ tab og resultere i blodmangel.

Overdosering kan føre til skader på hjertemuskulaturen.

Kobolt findes i større mængder i kød (f.eks. kalvelever 10,5 µg/100 g), fisk (f.eks. flynder 6 µg/100 g), korn (f.eks. havre 8,5 µg/100 g), pærer (15 µg/100 g) og jordnødder (37 µg/100 g).

Jern (Fe): Jern er en del af de røde blodlegemer. Jerns vigtigste funktion er transporten af ilt i blodet og til musklerne. Desuden er jern vigtig for dannelsen af forskellige stoffer, som er medvirkende til livsnødvendige kropsfunktioner. Vitamin C hjælper på evnen til at optage jern.

Får kroppen ikke tilført tilstrækkelig med jern, kan det medføre mathed, appetitløshed og generel uoplagthed. Jernmangel forårsager blodmangel med nedsat mængde røde blodlegemer og hæmoglobin i blodet. Spædbørn og unge i puberteten samt kvinder under menstruation eller graviditet har særlig risiko for jernmangel.

I visse situationer (f.eks. for stort indtag af jernpræparater og alkohol) kan for meget jern føre til brunfarvning af huden og funktionsforstyrrelser i indre organer, såvel som bevirke negativ ændring af psyken.

Jern forekommer især i krebsdyr, fjerkræ (f.eks. agerhøns 8,0 mg/100 g) og kornprodukter (f.eks. hvedekimflakes 9,0 mg/100 g).

Kalium (K): Kalium er nødvendig for reguleringen af trykforholdet i kroppens celler, såvel som for nerve- og muskelarbejdet. Det fungerer desuden som aktivator for kulhydratstofskiftet.

Kaliummangel kan opstå ved voldsom diarré eller opkastninger og forårsage blodtryksfald, beskadigelse af hjertemuskulaturen, muskelsvækkelse, appetitløshed og uregelmæssig puls.

Længerevarende overdosering af kalium kan føre til forstyrrelser i muskelfunktionerne, kredsløbskollaps, uregelmæssig hjerterytme og siden til hjertestop.

Righoldige kaliumkilder er fisk og kød (f.eks. foreller 470 mg/100 g, hare 400 mg /100 g), bælgfrugter (f.eks. bønner 1,5 g/100 g), sojamel (2,1 g/100 g) og grøntsager (f.eks. spinat 6,3 g/100 g).

Kobber (Cu): Kobber er medvirkende til dannelsen af de røde blodlegemer og for optagelsen og udnyttelsen af jern. Det har således indflydelse på iltforsyningen. Som bestanddel af forskellige enzymer og de fleste antistoffer er kobber af betydning for adrenalinstofskiftet og opretholdelsen af kroppens immunforsvar.

Kobbermangel kan resultere i blodmangel, forstyrrelser i evnen til at optage jern, samt svækkelse af kroppens immunforsvar.  Ved mangel ses desuden hjerte- kredsløbsforstyrrelser, humørsvingninger samt neurologiske problemer. For meget kobber har en forgiftende virkning.

Magnesium (Mg): Magnesium indgår i omkring 300 enzymer og er vigtig for stofskiftet. Det har overordentlig stor betydning for funktion af muskler, nerver, knogler, tænder og bindevæv. Det er desuden medvirkende til blodets evne til at kunne størkne.

Mangel på magnesium kan føre til svimmelhed, bevidstløshed, uro og sitren, hjerte- kredsløbsforstyrrelser, vægttab, koncentrations- og hukommelsesproblemer, muskelkramper og tab af koordineringsevnen.

Hos raske mennesker er overdosering af magnesium uskadelig.

Særlig indholdsrig på magnesium er krebsdyr, kornprodukter (f.eks. hirse 170 mg/100 g), nødder (f.eks. Cashewnød 267 mg/100 g) og bælgfrugter (f.eks. kidneybønner 180 mg/100 g).

Mangan: Mangan aktiverer enzymer og indgår selv som bestanddel i talrige enzymer. Det er vigtigt for knoglebygningen og medvirker til regulering af fedt og kulhydrat-stofskiftet. Det har som antioxidant betydning for kroppens afgiftning og for immunforsvaret.

Mangel på mangan optræder yderst sjældent ved indtagelse af normal varieret kost. Højt Mangan indhold synes ikke at have nogen negativ virkning, så længe dette bliver udlignet af andre mineraler (f.eks. Krom) fra naturlige kilder.

Kornprodukter har et stort indhold af mangan (f.eks. havre 3,7 mg/100 g), bælg-frugter (f.eks. sojabønner 2,8 mg/100 g), svampe.

Molybdæn (Mo): Mange enzymer indeholder molybdæn eller bliver aktiveret ved hjælp af det. Molybdæn er vigtigt for stofskiftereguleringen og beskyttelsen mod huller i tænderne.

Ved mangel på molybdæn stiger forekomsten af caries i tænderne  og faren for hjerte- og åndedrætsforstyrrelser, såvel som kvalme og opkastninger. For meget molybdæn optræder yderst sjældent. En følge heraf kan muligvis være gigt. 

Molybdæn findes i hønseæg (49 µg/100 g), korn (f.eks. hvedekim 100 µg/100 g), sojamel (180 µg/100 g) og grøntsager (f.eks. ærter 70 µg/100 g, snitbønner).

Natrium (Na): Natrium regulerer kroppens væskebalance, nærmere betegnet væsketrykket. Det har betydning for optagelsen af sukker og protein, og er vigtig for muskel- og nervefunktionerne. Natrium stimulerer vigtige stofskifteprocesser.

Under normale forhold optræder Natriummangel kun ved kraftig sveden, opkastninger, vedvarende diarré og indtagelse af vanddrivende medikamenter. Natriummangel kan medføre nedtrykthed, afkræftelse og senere bevidstheds-forstyrrelser, blodtryksfald og muskelkramper.

For meget natrium kan derimod medføre hovedpine, væskeansamlinger samt hjerte- og nyreskader, og ved familiær forhistorie kan det føre til forhøjet blodtryk.

Natrium forekommer først og fremmest i vores føde som salt (natriumklorid)

Nikkel (Ni): Nikkel styrker hormonsystemet (f.eks. insulin) . Mange mennesker reagerer allergisk på nikkel, f.eks. nikkelholdige smykker. I kombination med kuldioxid kan det være kræftfremkaldende (ryger, nikkelindustri).

Fosfor (P): Fosfor har betydning for knogledannelsen og energistofskiftet (energiindvinding og energitransformering). Som byggesten for lecitin er det vigtigt for hjerne- og nervevirksomhed. Det findes i cellens genetiske arvemateriale DNA.,

Fosformangel kan optræde som følge af indtagelse af medicin og føre til muskel-svækkelse, knogleskørhed og kan siden hen resultere i engelsk syge.

Længerevarende for stort indtag af fosfor kan på den anden side resultere i forkalkning af nyrerne.

Fosfor findes i større mængder i skummetmælkspulver (1020 mg/100 g), ”mad-lavnings”ost (1200 mg/100 g) og hvedeklid (1240 mg/100 g).  

Selen (Se): Selen er en bestanddel af forskellige enzymer. Det nedsætter virkningen af giftige tungmetaller, og beskytter fedtsyrer mod ødelæggelse og fjerner skadeligt brintoverilte. Det har en beskyttende virkning mod kræft.

Mangelsymptomer kan være: Hjerte- kredsløbssygdomme, svækket  immunforsvar, leverskader, muskelsvind, og tab af mentale færdigheder.

Overforsyning kan være skadeligt (caries i tænderne, hårtab, overreaktion i mave- tarmsystemet.

Højt indhold af selen har forskellige kødprodukter (f.eks.svinelever 58 µg/100 g, oksekød 22 µg/100 g), fisk (f.eks. flynder 65 µg/100 g, ål µg/100 g, rødfisk 44 µg/100 g), skaldyr (f.eks. hummer 130 µg/100 g) og sojabønner (60 µg/100 g).

Silicium (Si): Silicium er af betydning for blodkarrenes elasticitet og styrke. Det influerer på hårets og neglenes vækst og på immunforsvaret.

Siliciummangel kan medføre svækkelse af knoglevævet, tandkødsbetændelse, caries og hårtab.

Der kendes ikke nogen skadelig virkning hos mennesker ved overforsyning,  udover i tilfælde af porøse ”silikoneimplantater”.

Siliciumholdige levnedsmidler er især kornprodukter (f.eks. havre 425 mg/100 g, byg 188 mg/100 g), grøntsager (f.eks. persille 12 mg/100 g) og bananer (8 mg/ 100 g).

Vanadium (V). Vanadium er en bestanddel af mange enzymer og delagtig i opbygningen af knogler og tænder. Det hæmmer dannelsen af kolesterol.

Mangeltilstande er ikke påvist. Overforsyning som f.eks. kan forekomme i metal-industrien, kan føre til astma, lungebetændelse eller hudeksem. Vanadium kan forårsage beskadigelse af nervevævet, blodlegemer, blodkar, nyrerne, leveren og væksten.

Vanadium forefindes i forskellige planteolier (solsikkeolie 41 µg/100 g, olivenolie   22,5 – 38 µg/100 g, jordnøddeolie 11,5 µg/100 g).

Wolfram (W): Industrielt bliver Wolfram anvendt ved produktion af stål og farver. Wolfram bliver i kroppen lagret i knoglerne, i leveren og nyrerne.

For høje eller lave værdier har øjensynlig ingen betydning for mennesker.

Zink (Zn): Zink stimulerer immunsystemet (stabilisator for cellemembranerne) og stofskiftet af protein og kulhydrat. Zink har betydning for muskelvæksten. Zink styrer insulinproduktionen og er medvirkende til omsætningen af keratin, som er af betydning for hud, hår og negle. Zink hjælper også til ved sårheling.

Zinkmangel kan ytre sig i svækket immunforsvar, stofsskifte- og vækstforstyrrelser, hårtab, hudirritationer og langsom sårheling, forstyrrelse af smags- og lugtesansen, såvel som psyken (anoreksi, fødselsdepression, hukommelses- og koncentrationsproblemer).

Overforsyning kan føre til mave-/tarmproblemer, blodmangel og svækkelse af immunforsvaret.

Tin (Sn): Tin er giftigt men også essentielt. Tin findes i mange husholdningsprodukter og også i fluortandpasta. Tin er vigtig for væksten.
For meget tin kan f.eks. være årsag til ildebefindende og muskelsvækkelse.

TUNGMETALLER

Aluminium (Al): Aluminiumsalte benyttes i visse medikamenter. Indånding af aluminiumstøv kan forårsage sygdomme i de dybereliggende luftveje. Høje værdier resulterer i psykiske og mentale problemer, samt svækkelse af knogler og immunforsvar.

Arsen (As): Arsenforbindelser findes i rottegift, farvestoffer, insektmidler og metaller.

Arsen er kræftfremkaldende. En kronisk arsenforgiftning medfører betændelse i ansigtsområdet og senere udvikles hudkræft. Akut forgiftning fører til betændelse i hud og slimhinder, mave- tarmkolik, opkastninger, diarré, leverskader og kan siden grundet chok eller nyresvigt medføre døden.

Bly (Pb): Bly forekommer i gamle vandledninger, farver og blyholdige benziner. Det anvendes i metal-, keramik- og glasindustrien. Akut blyforgiftning forekommer sjældent, men den kontinuerlige optagelse af små mængder er yderst farligt.

Oplagringen af bly i knogler, tænder, indre organer, nervesystemet og hjerne kan føre til træthed, appetitløshed, afmagring, hyperaktivitet hos børn, nedsat intelligens. Kronisk forgiftning kan resultere i organskader (først og fremmest  nyrer, testikler, mave- tarmsystemet) ufrugtbarhed, uro, søvnløshed såvel som depression og hallucinationer.

Kadmium (Cd): Kadmiumbelastning er vidt udbredt gennem industriforurening og udstødnings-gasser. Ofte findes store koncentrationer i kloakslam. Der er fare for ophobning  i dyrs organer og i planter (især svampe). Industrien anvender især cadmium til fremstilling af PVC, og som elektrodemateriale i batterier.

Cadmium optages hurtigt i kroppen, men bliver kun langsomt afgivet igen. Ved kronisk cadmiumforgiftning kan der forekomme udmattelse, tab af lugtesans, betændelse i slimhinderne (”cadmiumsnue”), nyreskader, samt knogle- og reumatiske smerter. Cadmium er kræftfremkaldende.

Palladium (Pd): Palladium ligner platin i struktur og bliver anvendt som tandfyldningsmateriale.
Palladium kan forårsage kontaktdermatitis. Palladium- og nikkelallergi optræder hyppigt samtidigt. Høje værdier kan føre til forhøjet kropstemperatur og evt. også til vægttab.

Kviksølv (Hg): Kviksølv er en vigtig bestanddel i tandfyldninger og desuden i bejdse- farve- og sprængstofstilsætninger såvel som i desinfektionsmidler.

Fisk og alle havdyr indeholder kviksølv. Alle kviksølvforbindelser er giftige såvel som metallet i sig selv. Kviksølvbelastning kan vise sig ved træthed, hoved- og ledsmerter, blære-betændelse, tandkødsbetændelse med tandudfald til følge. I svære tilfælde optræder angst, humørsvingninger, rysten på hænderne, opstemthed, taleforstyrrelser og personlighedsændringer kan forekomme.

Vil De vide mere om Kviksølv og Amalgamfyldninger, kan De læse mere her:

www.kviksoelv-fri.dk